Et langt digt
2011.
Jeg har et lidt anstrengt forhold til digte. De virker så meningsløse, så ligegyldige, så dumme. Denne holdning er muligvis et resultat af alle de analyser og fortolkninger jeg lavede i slutningen af folkeskolen og på HTX. Argh.
Derfor har jeg skrevet mit eget digt, påbegyndt efteråret 2010 og færdiggjort efteråret 2011. Der er 2096 linjer og nogle rim hist og her.
Jeg afslører gerne at der ikke er noget dybere formål med digtet, men jeg er blevet lært at forståelsen af digte i høj grad handler om at man selv skal fortolke dem og prøve at forstå dem, godt nok med afsæt i forfatterens udgangspunkt. Altså vil nogle læsere sikkert få en masse ud af at læse digtet selv om jeg ikke planlagde digtet til at give den effekt.
Det eneste jeg rigtig har gjort noget ud af er coveret (som jeg er ret stolt af).
Uddrag
Hørte en dag en fremmed synge
Det var hverken Sarræhh eller søsteren
Så stemmen var fremmed
Han kiggede til højre og venstre, til nord og syd
Men hans sanser kunne ikke lokalisere den guddommelige lyd
Til sidst gik han ud fra sin grund
Hvorefter han faldt ned i et sund
Er det dumt at man tror der er jord
Jorden er der se’fø’li, dog nok lidt sandet
Men den er altså langt nede under vandet
Ofte stillede spørgsmål
[Ingen har faktisk stillet disse spørgsmål, men jeg kommer fremtiden i møde.]
Men digte er gode! Du har ikke ret når du påstår at digte er dårlige!
Ikke et spørgsmål.